Psykiatrien: Mere kvalitet for færre penge med tillidsfuldt samarbejde
- Annett Aaby
Med en effektiv samarbejdsmodel og midler fra en klimapulje har Psykiatrien i Region Syddanmark taget et stort ryk mod bedre og mere klimavenlig belysning. Mere end 600 armaturer er udskiftet til LED, og mange flere er på vej.
”Det lyder dyrt det der, kunne man tænke. Men det er billigere – og billigere end vi havde regnet med. Dansk Lyskilde importerer direkte, og der er ikke nogen, der skal have avance undervejs. Vi har skåret to led væk,” konstaterer Thomas Jeppesen.
147.000 kvadratmeter spredt på 27 matrikler i Danmarks geografisk største region. Det kan lyde uoverskueligt, men for teknisk servicechef Erik Petersen og bygningskoordinator Thomas Jeppesen er det hverdagen. De har overblikket over driften af psykiatrien i hele Region Syddanmark.
”Hvis du vender psykiatrisk afdeling på hovedet, så er alt den teknik, der falder ud, vores ansvar: Fra kaffemaskiner over ventilation og overfaldsalarmer til medicinsk udstyr. Og selvfølgelig belysningen,” fortæller Thomas Jeppesen.
Egne serviceteknikere står for en stor del af vedligeholdelsen, men andre tilkaldes, når de ikke selv har autorisation til at udføre arbejdet.
Afgørende dokumentation
Erik Petersen savnede et professionelt setup og nogle holdbare løsninger. Og han fik anbefalet Dansk Lyskilde fra en kollega på Sygehuset i Aabenraa.
”Michael fra Dansk Lyskilde har en yderst professionel tilgang. Det giver rigtige gode projekter i forhold til dokumentation og et godt beslutningsgrundlag,” siger Erik Petersen.
”Vi er garanter på arbejdsmiljøet. Derfor er det fedt, at vi kan få prototyper og se løsningerne, inden vi køber. Og nu kan vi lægge dokumentationen på bordet i dialogen med afdelingerne. Jo mere dokumentation, man kan stikke i hånden på os, jo bedre er vi kørende,” konstaterer Thomas Jeppesen.
Sundt lys til sårbare mennesker
I regionen har man blandt andet arbejdet med døgnrytmelys, fordi klinisk forskning peger på, at det er gavnligt for patienterne, men også særlige sanserum holder bygningskonstruktørerne beskæftiget. Men alt skal tænkes igennem. Pludselige ændringer i for eksempel lys dur ikke til sårbare mennesker.
”Jeg har skullet vende min tankegang om. Tit er man jo fokuseret på de tekniske krav og tilbagebetalingstiden. Men her er der også mange andre hensyn. Og det vigtigste er sikkerhed for patienter og personale. Derfor skal vi forudse, om teknikken kan være til skade for f.eks. den udad-reagerende patient,” siger Thomas Jeppesen, der fremhæver det tætte samarbejde med læger og sygeplejersker.
Før og efter. Forskellen er ikke til at tage fejl af. Men der er ingen overraskelser i det, for professionelle lysberegninger og grundig dokumentation lå til grund for nogle sikre beslutninger.
Sporene skræmmer
”Vi har dårlige erfaringer med lokale elinstallatører, der handler med de billigste lamper, og ikke har et forhold til det, de hænger op. Bare det holder ud over garantien på 1 år. Michael fra Dansk Lyskilde er seriøs og her får vi 5 års garanti,” konstaterer Erik Petersen.
Samarbejdet inkluderer Intego, der står for montage. Og netop kombinationen her har været en succes for Region Syddanmark.
”Vi var lidt trætte af diverse store elinstallationsfirmaer, som blev lidt fornærmede, når vi bad om lysberegninger og havde fokus på kravene til lyset i kontoret, på stuerne og i medicinrummene. Nu er vi helt skarpe på, hvem pilen peger på, hvis det ikke er i orden,” supplerer Thomas Jeppesen.
Fanebærer for klimaet
Psykiatrien i Region Syddanmark er fanebærer på klimamålene for år 2030, så der drives både en flåde af elbiler, og der investeres i LED over hele linjen. Nye afdelinger bygges efter dagens standard, men i ældre bygninger er mange hundrede paneler og armaturer udskiftet – eksempelvis i afdelingerne i Sønderborg, Tønder og Varde.
7.000 kvadratmeter i Brørup og Esbjerg står som de næste i rækken til nyt lys, og så er projekterne færdige for denne omgang.
Faktaboks
I Sønderborg har psykiatrien to afdelinger. På den ene er der skiftet 134 60×60 paneler, og trods reduktion fra 55 til 35 watt er der kommet meget bedre lys ud af det. I den anden afdeling i Sønderborg er der skiftet 142 armaturer. I Varde 138 og i Tønder 195 paneler.
Det meste er med dæmpning og nogle steder er der brugt påbygningsrammer. Gamle Dampa-plader har udfordret, men også her er det lykkedes at finde en vej til at skære dem til.
De næste projekter er på de 5.000 kvadratmeter på Gammel Vardevej i Esbjerg og de 2.000 kvadratmeter i Brørup.