Edison og jeg
- Annett Aaby
For mig er det meget mere end et pudsigt sammentræf at dele fødselsdag med Thomas Edison – for uden opfinderen ville min verden se helt anderledes ud – og sikkert også din.
Jeg sidder ikke og skriver det her ved stearinlysets skær. Min verden er ikke bare oplyst, men jeg lever af at trave rundt i små, ydmyge sko i super-opfinderens, gigantiske fodspor og skabe godt lys, hvor jeg kan.
Selvom Thomas Edison ikke var ene og alene om at opfinde den elektriske glødepære, så er han krediteret som opfinderen. I 1879 præsenterer Thomas Edison sin første brugbare pære. Edison kan i høj grad også tage æren for at skabe en sammenhængende løsning med dynamoer, isolerede ledning, stik, muffer, skruefatninger og meget andet, så elektrisk lys flyttede ud af laboratorierne og blev tilgængeligt og praktisk.
Glødepæren revolutionerede verden. Den var medårsag til at strømkabler blev ført ud til bolig- og industriområder. Og den gjorde det muligt at udføre krævende arbejde hele døgnet rundt.
E for Edison
Hele 130 år skulle der gå før Edisons lysende idé blev slukket. I 2009 blev den ikke-energivenlige glødepære nemlig udfaset af EU. EU ønskede at nedbringe CO2-udledningerne ved at fremme salget af energirigtige løsninger. Først var energisparepæren løsningen, sidenhen blev LED pæren den. Udfasningen blev slutningen på en æra.
Til trods for at Edisons glødepære ikke længere er på markedet, så lever den videre. Det gør den, fordi vi stadig referer til lysmængden ud fra en gammeldags 60 watt pære, fordi vi fortsat taler om faconerne standard, krone og kerte, og fordi vi fortsat bruger en fatning E27 eller en fatning E14.
Selvom teknologien har ændret sig – fra glødepære til LED – er formen og gevindfatningen forblevet. De to mest kendte E14 fatning og E27 fatning bliver tit omtalt som henholdsvis “den lille fatning” og “den store fatning”. Men ved du, hvordan de fik deres navn? Faktisk på meget enkel vis: E som en hyldest for Edison. 14 og 27 for fatningens bredde i millimeter.
Jeg ææælsker, når ting er så indlysende logiske.
Tak for opfindelserne! Som altid får du en skål og en tanke med på vejen fra mig den 11. februar. Cheers, Thomas Edison.
Faktaboks: over 1.000 opfindelser
Den amerikanske opfinder Thomas Alva Edison blev født den 11. februar 1847 i Milan, Ohio USA. Han er blevet kaldt verdens første professionelle opfinder. Og med god grund. I hans levetid nåede han nemlig at patentere over 1.000 opfindelser.
Thomas Edison blev 84 år gammel, han døde den 18. oktober 1931 i New Jersey, USA.