Vores Historie

HISTORIEN BAG DANSK LYSKILDE

Interview med familien:

”Vi så en annonce i Berlingske, hvor der stod, at H. Kroghmann’s Efterfølger solgte sin virksomhed med elektriske artikler og gaveartikler en gros ... så den købte vi – også selvom vi egentlig havde lovet os selv aldrig at kaste os ud i livet som selvstændige,” siger 75-årige Maria Jerichau, der købte den aldrende familieforretning med sin mand, Bjørn Jerichau, i 1989.

I dag kan hun ikke rigtig forklare, hvorfor de tog valget. Både hendes og Bjørns forældre havde haft deres egne forretninger, og i et stille øjeblik år forinden, havde de set hinanden i øjnene og aftalt, at den vej skulle de i hvert fald aldrig gå. De vidste begge, hvor hårdt et liv det kunne være, og hvor meget tid, livet som selvstændig risikerer at tage fra familien.

”Men så gjorde vi det alligevel. Måske fordi vi begge stod i et vadested rent jobmæssigt. Jeg var netop blevet fritstillet fra min stilling som finanschef og havde fået flere måneders løn med mig, fordi min virksomhed skulle lukke – og Bjørn var utilfreds i den stilling, han havde. Han var markedschef hos ISS Securitas med en masse teknisk viden på området – og jeg havde jo en HD i Regnskab. Det skulle nok gå, tænkte vi,” siger hun og ryster let på hovedet.

Katten i sækken

Men det skulle overhovedet ikke gå. Det viste sig nemlig, at Maria og Bjørn på mange områder havde købt ’katten i sækken’. Lageret, der var værdisat til en halv million, viste sig kun at være godt 150.000 kroner værd, fyldt med tomme æsker og ting til skraldespanden. Desuden befandt Danmark sig i slutningen af en økonomisk krise, renterne var skyhøje og det viste sig nu, at flere af de kunder, der havde købt varer af H. Krogmann var utilfredse. De sendte dem retur og ville have pengene tilbage.

”Det var en skrækkelig tid, og vi kunne slet ikke sove. Vi troede helt reelt, at vi ville gå konkurs og miste hus og hjem. Den familievirksomhed, vi havde købt, var stort set bygget op omkring Hr. og Fru. Krogmann – og da de forsvandt, faldt det hele fra hinanden,” siger Maria, der oven i alle bekymringerne mistede sin mor 14 dage før overtagelsen af virksomheden og måtte tage hjem til familien i Tyskland for at begrave hende.

Knofedt og familiefølelse

H. Krogmann’s Eftf. lå på 2. sal i en baggård i Viktoriagade – midt mellem Istedgade og Vesterbrogade. Opgangen var slidt og støvet, varer blev kørt op til lokalerne via en gammel vakkelvorn elevator på siden af bygningen og familiens to børn, Christina på 16 år og Annett på 8 år, blev involveret i forretningen helt fra begyndelsen.

”Det tidligste billede, jeg har af mig selv, er ét, hvor jeg ligger inde på gulvtæppet som 8-årig og sorterer ordresedler i forskellige farver. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at være barn dér – hvordan jeg sad og dinglede med fødderne ud ad vinduet på 2. sal og betragtede karateklubben, nede i baggården, og hvordan min mor stak os en pølse fra DSB Kiosken, når det – igen – var blevet sent. Vi havde et helt specielt fællesskab min mor, søster og jeg. Det var os, der måtte klare biksen i hverdagene, mens far kørte rundt på landevejene i vores campingvogn for at finde nye kunder,” siger Annett, der i dag er gift Aaby og har to børn selv.

Hendes søster Christina Jerichau Larsen var otte år ældre end Annett og dermed gammel nok til at huske livet før forældrenes hop ud i selvstændigheden. Et liv med faste arbejdstider, aftensmad i familiens skød og samtaler, der drejede sig om andet end økonomi.

”Efter købet af H. Krogmann’s Eftf. kom arbejdet til at fylde mere. Min far var meget væk mandag til fredag, og jeg og Annett bistod, hvor vi kunne. Jeg var teenager og havde også et liv udenfor forretningen, men noget af det, jeg tog med mig, er en stor del af den viden, jeg i dag har om lys. Min far kunne forklare alt, og der er altså noget særligt ved at have et produkt, du både kan se og røre ved. Det var spændende at høre om volt, watt, former, længde… alle de ting, man skulle være opmærksom på allerede den gang,” siger hun og smiler, da hun kommer til at tænke på en episode, hun og Annett deler. Episoden om hendes mor, der måtte arbejde flere job for at få økonomien på fode igen, og under et af jobskifterne glemte at skifte fra de slidte træsko, der hørte til på Viktoriagade, til de høje hæle, der matchede spadseredragten og jobbet hos Sadolin i Holmbladsgade.

Vejen ud af krisen

”I tre år kæmpede vi for at holde hovedet oven vande, og så bemærkede Bjørn en annonce om et kontor og lager i Ishøj. Vi havde ansat Steen Roelshøj som sælger et lille års tid forinden, og vi kunne mærke, at det var tid til at flytte. Det gik ikke i Viktoriagade, dér ville forretningen aldrig blive andet end H. Krogmann’s Eftf. Vi slog til og flyttede – og så begyndte tingene at tage fart. Under en messe i Frankfurt mødte vi firmaet Lindner, som fremstillede glødelamper, og de gav os eneretten til salget i Danmark. Dermed fjernede vi mellemmanden, fik varerne direkte fra fabrikken og kunne tjene lidt ekstra på enkeltdelene,” siger Maria og tilføjer, at forretningen derefter begyndte at få det bedre.

Tand for tand – og bid for bid – for de var stadig nødt til at betale af på deres gæld til banken med hvad der svarer til en fuld medarbejderløn på årsbasis. Men i 1993 begyndte tingene at vende. Der kom større og større leverandører til, og den lille familievirksomhed fik en større og større del af det lysmarked, hvor halogener nu var blevet populære.

”Som det er i dag med LED, sådan var det dengang med halogenerne, og vi var så heldige at være på det rette sted på det rette tidspunkt. Vi havde skiftet navn til Dansk Lyskilde i forbindelse med flytningen til Ishøj, de gamle kunder var så småt ved at forsvinde, gaveartiklerne var helt væk, og vi havde fundet vores niche,” siger Maria, der netop anser nichetænkningen og den høje grad af teknisk viden som en af virksomhedens helt store styrker.

”Vi lavede et generationsskifte for 12 år siden og gjorde vores døtre og virksomhedens første sælger til ejere af den virksomhed, vi alle havde knoklet for. Bjørn og jeg var ikke helt unge, da vi begyndte, og vi havde alle de der økonomiske problemer at slås med, men i dag kan jeg se, at vi lagde kimen til noget godt – både i forretningen og blandt de mennesker, der leder den. Christina, Annett og Steen er alle vokset op med lys og fokus på værdierne i forretningen. De har en helt enorm viden på området, og det kommer i dag vores kunder til gode i en branche hvor rådgivning er alfa og omega fordi, lyset ændrer sig konstant og intet reelt set er det samme i morgen, som det var i går.”

Dansk Lyskilde's tidslinje
1989

Maria og Bjørn Jerichau beslutter sig for at købe H. Krogmann's forretning, der i generationer havde solgt elektriske artikler og gaveartikler en gros. De flytter ind i virksomhedens lokaler i Viktoriagade, København under navnet "H. Krogmann's efterfølger.

1994

Firmanavnet ændres fra H. Krogmann's efterfølger til Dansk Lyskilde A/S for at understrege virksomhedens fokusområde.

1998

Virksomheden får nyt kundefokus og holder op med kun at levere til butikker. Den bliver leverandør til Statens Indkøb (SKI), af specielle lysstofrør til NESA (nu Ørsted) samt til større og mindre erhvervskunder.

2006

Dansk Lyskilde indleder et generationsskifte, hvor Maria og Bjørn Jerichau overlader virksomheden til døtrene Christina Larsen og Annett Aaby samt virksomhedens første sælger Steen Roelshøj.

2010

LED kommer på dagsordenen og til at begynde med fokuserer salget sig omkring LED lyskilder. Det kommer dog hurtigt til også at omfatte LED armaturer.

2016

Dansk Lyskilde flytter fra Ishøj til det nuværende domicil i Køge. En flytning, der betyder større showroom, mere lagerplads og en mulighed for at præsentere lysets styrker bedre. I dag kan kunderne opleve, hvad det vil sige at have det rette lys i hverdagen